Kan I næsten ikke vente med at gøre det officielt foran familie, venner og Herren i det høje? Så læs med her og få vores råd til de overvejelser, I bør gøre jer inden den store dag.
Bolig: Gør et hus til et hjem
Når to mennesker starter et liv sammen, kan indretningen hurtigt gå hen og blive lidt tilfældig. Den ene knuselsker sin sofa, den anden et sofabord, der ikke nødvendigvis passer til, den første insisterer på plakater, de har haft siden gymnasiet – og I står hurtigt med en rodebutik af kompromisser, hvori intet rigtigt komplimenterer hinanden. Nu, hvor I skal giftes, tager I måske også videre til en større lejlighed eller ligefrem et hus. Benyt lejligheden til at starte forfra og indrette efter, hvad der klæder rummene, og hvad I begge føler jer hjemme i. Køb jeres drømmes dobbeltseng, et spisebord af et materiale, I begge nyder at køre hånden hen over, jeres første rigtige kunstværk til væggen – kun fantasien sætter grænser.
Hvad er I sammen om – og hvornår går I solo?
Selvfølgelig handler ægteskabet om at vælge at tilbringe livet i følgeskab med et andet menneske – men med det sagt, så er det også vigtigt, at I hver især har noget, der bare er jeres eget. Skab balance i jeres parforhold med små tidslommer i hverdagen, som den enkelte kan fylde ud med lige, hvad de har lyst til: Måske nyder den ene f.eks. at koble af mentalt til en dansetime, imens den anden gør det samme derhjemme med en god bog, bøn eller meditation? Eller måske er I mere til snedkerarbejde og HIT-træning? Cykling og skak – eller noget helt andet? Så længe, I også dyrker jeres individuelle identiteter, vil I mødes med meget mere overskud til tosomheden bagefter.
Fremtidsplaner og fundamentale værdier
Det kan være en enormt skræmmende snak, men tages skal den – for intet forhold overlever at blive gift, hvis ikke I er enige om, hvad I vil med jeres liv. F.eks. er du som læser på denne side med stor sandsynlighed religiøs – og ønsker du en dag at få børn og opdrage dem kristent, vil det nok ikke harmonere med en muslimsk eller ateistisk ægtefælles fremtidsplaner lige meget, hvor god kemien ellers er. Spar jer begge skuffelsen senere hen og vær ærlige fra starten – det vil næsten altid betale sig i det lange løb.