Aktiv dødshjælp er ikke bare spørgsmålet om individets ret til selv at vælge sin egen død. Det involverer også andre mennesker, herunder læger, som har aflagt et løfte om at hjælpe og lindre – men ikke om at slå ihjel

Af provst Søren Peter Hansen

Formanden for Yngre Læger, Lisbeth Lintz, er gået ind i debatten om aktiv dødshjælp, og det skal hun ikke have utak for.

Lisbeth Lintz understreger i en artikel entydigt, at ”uanset hvor logisk det kan forekomme at yde aktiv dødshjælp til uhelbredelige patienter, der ønsker en værdig død, skal vi huske på, at læger ikke er til for at hjælpe patienter med at dø”.

Det kan virke enkelt, måske nærmest som en ekspeditionssag. Er det blot at svare ja eller nej til spørgsmålet om vi skal tillade aktiv dødshjælp.

Og som Lisbeth Lintz fremhæver, siger nogle ja, for så hjælper vi vel uhelbredeligt syge, der måske end ikke kan smertelindres.

Men så enkelt er det ikke, straks kommer det næste eller de næste spørgsmål, Lisbeth Lintz som læge af gode grunde er optaget af: ”Skal læger have lov til at yde aktiv dødshjælp på anmodning fra patienten selv?”

Og endelig det for Lisbeth Lintz rigtig svære spørgsmål: ”Skal det kunne pålægges læger – eller andre – at medvirke til aktiv dødshjælp?”

Debatten om lovliggørelse af aktiv dødshjælp er en debat, der dukker op med jævne mellemrum. Og det skyldes flere grunde.  Jeg mener at det skyldes to overordnede grunde, dels den avancerede medicinske teknologi og dels et manglende sprogligt overskud.

Måske skyldes det også at flere andre lande tillader aktiv dødshjælp. Når andre har lovliggjort det, bør vi så ikke også gøre det?

Og derfor ender det som Lisbeth Lintz netop pointerer i sin artikel også med, at politikere siger, at de vil se nærmere på praksis i udlandet – underforstået lande, hvor aktiv dødshjælp i visse situationer er legalt. Og det er netop sagen her og nu.

Søren Peter Hansen er provst i Syddjurs provsti, og er medlem af Etisk Råd

Midt i juli har sundhedsminister Astrid Krag bedt Det etiske Råd om snarest muligt (ultimo august) at fremsende en stillingtagen til aktiv dødshjælp samtidig med at ministeren fra anden side vil indhente de seneste erfaringer fra lande, hvor aktiv dødshjælp i en eller anden form er tilladt.

Men når vi siger aktiv dødshjælp, hvad er det så egentlig der diskuteres?

Sundhedsministeren medgiver i sin henvendelse til Det etiske Råd, at der er dilemmaer forbundet med aktiv dødshjælp.

Er grænsen mellem liv og død blevet utydelig? Teknologisk og sprogligt?

Er det retten til en værdig død, vi vil opnår ved lovliggørelse af aktiv dødshjælp?

Ny synes ministeren, at der skal være anstændige rammer for en værdig død. Deri kan jeg ikke være uenig. Men rammerne for en værdig død er noget ganske andet end aktiv dødshjælp. De optimale rammer for alvorligt syge og dødende mennesker er afgjort et hospice.

Eller er det i talen om en værdig død retten til selv at beslutte dødstidspunktet. Også selv om andre skal involveres og hjælpe til, det handler om?

Lisbeth Lintz anfører, at vi lever i en tid, hvor individet er blevet det vigtigste!

Ja, ’individet’ er vel næsten det altoverskyggende i tilværelsen. Og dermed er situationen den at alt er noget, vi kan købe eller sælge. Disse markedslignende vilkår er og bliver en tingsliggørelse af mennesket, hvormed livet – og døden – bliver en ’individualistisk’ handelsvare.

Nogle vælger livet på hylde tre, mens andre går direkte til hylde fire og shopper døden, som nogle andre så skal levere.

Men sådan er tilværelsen jo ikke.

Livet er ikke bare en vare, ej heller døden.

Døden er til gengæld den eneste helt sikre begivenhed i vores liv – den naturlige afslutning på ethvert liv.

Og den kan ikke fravælges! Døden er et menneskeligt grundvilkår.

Det lyder let med argumenter om, at det bør være den enkeltes eget frie valg, men der må aldrig herske tvivl om, at lægen ikke er til for at slå dig ihjel, men er der for at hjælpe med behandling og/ eller lindring.

Det velgørende ved Lisbeth Lintz indtræden i debatten er de mange væsentlige spørgsmål, der skal stilles i denne debat.

”Hvordan sikrer vi, at ønsket om aktiv dødshjælp er det enkelte menneskes eget ønske og ikke de pårørendes ønske?

Og hvordan sikrer vi, at det enkelte menneske ikke har valgt aktiv dødshjælp blot for ikke at ligge familien til last?”

Dette meget komplekse felt burde behandles med en større tidshorisont. Derfor er det ærgerligt at sundhedsministeren har travlt med at få afrundet debatten inden den rigtig er kommet i gang.

Læger som Lisbeth Lintz har som hun selv gør opmærksom på aflagt den såkaldte hippokratiske ed – lægeløftet – og det forpligter dem til at hjælpe det enkelte menneske med så vidt muligt at opretholde livet – alternativt at lindre, når døden er uafvendelig.
Og denne ed betyder, som jeg forstår den og forstår de danske læger, rent faktisk en hel del for lægernes virke.

Så ikke bare set med en læge Lisbeth Lintz’s øjne men også med mine gennem glassets styrke er det langt mere nærliggende at diskutere, hvordan vi sikrer alle en værdig død, frem for om vi skal have ret til at kunne blive slået ihjel efter anmodning.