Homoseksuel, velsignet i kirken, og ret almindelig

2. november 2011

Peter Harring Boll foran Århus Domkirke, hvor han er formand for menighedsrådet

Debatten om vielse af homoseksuelle kører for fulde gardiner, og blæser hen over hele landet, og rusker godt i den gamle folkekirke. Nu tager formanden for Århus Domkirkes menighedsråd bladet fra munden, og giver et smugkig ind i sit homoseksuelle parforhold. Det er overraskende ordinært og forudsigeligt som alle andres

Af Bo Billeskov Grünberger

Gift på rådhuset, velsignet i domkirken

Peter Harring Boll er formand for menighedsrådet i Århus Domkirke, og blev i 2003 gift med sin mand på rådhuset, og efterfølgende velsignet i domkirken. Det er en dag han husker tilbage på med stor glæde.

“Vores oplevelse af den dag er ikke påvirket af den igangværende debat: Vi havde en god dag, vi følte at begge seancer havde vægt og betydning for os (på rådhuset kunne der gøres lidt mere ud af det end sædvanligt, da vi var dagens sidste par): På rådhuset fik vi samfundets accept af os som par – og i kirken delte vi vores glæde over Guds velsignelse med vores familier og venner. Og mødte iøvrigt stor imødekommenhed fra kirkepersonalets side,” fortæller Peter Harring Boll.

Selv har Peter Harring Boll ikke noget specielt ønske om at få nøjagtig det samme vielsesritual som heteroseksuelle har det.

“Jeg ærgrer mig ikke over, at vi måske i den nærmeste fremtid vil kunne nøjes med at gå ét sted hen. En to-deling af vielsen, som det også bliver foreslået af flere i debatten, var altså fuldt ud tilfredsstilende for os. På den anden side kan det godt ærgre mig, at man ikke kan finde frem til en eller anden form for ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle par, da det ville være en flot og kærlig gestus at byde homoerne “ind i varmen”, når man nu ved, at de kristne i årevis har behandlet homoseksuelle som andenrangs-mennesker og udelukket dem fra fælleskabet, hvis de ikke kunne “omvende sig” fra deres homoseksualitet.” siger han.

“Gennem netværket “Kristen og homo” kender jeg til flere eksempler på, at det også sker idag i både folke- og frikirkekredse.”

 Man kan ikke undgå at fortolke Bibelen

Den del af folkekirken som kraftigst tager afstand fra vielse af homoseksuelle i kirken bruger ofte passager fra Bibelen, der fordømmer homoseksualitet. Det er bibelpassager som mange kristne homoseksuelle må kæmpe med, og også Peter Harring Boll.

“På et tidspunkt, da jeg var yngre, var disse skriftsteder også vigtige for mig at forstå. Men jeg måtte erkende, at jeg ikke på andre områder læser Biblen som en opskrift på livet, så hvorfor skulle jeg gøre det, når det angår homosekusalitet?” spørger han.

“Der er tekster, der er vigtigere end andre, og ingen kristne undgår at tolke eller prioritere i skriften. Man må se de enkelte tekster som gennemsyret af evangeliet om Guds ubetingede kærlighed til mennesker og hans ønske om vores kærlighed til hinanden.”

Peter Harring Boll er også skeptisk overfor de skriftsteder, der fordømmer homoseksualitet. Skriftstederne der oftest bruges er fra 1., 3. og 5. mosebog, et par af Paulus’ breve, men der nævnes ikke noget om homoseksualitet i nogle af de fire evangelier, hvilket glæder Peter Harring Boll.

“Selvom jeg ikke er teolog tillader jeg mig dog at stille mig skeptisk overfor, om de få bibelsteder omtaler parforhold som mit eget, og det glæder mig da i mit stille sind, at Jesus ikke selv har fordømt min livsform,” siger Peter Harring Boll.

Lever lige så kedeligt som alle andre

Nogle forestiller sig, at homoseksuelle lever med vilde udskejelser og affærer til højre og venstre. Det er en myte som Peter Harring Boll hurtigt punkterer.

“Vi lever utrolig normalt! Vi har aldrig haft noget ønske om at skille os ud, selvom vi ved, vi gør det. Men bortset fra, at vi er to mænd under samme tag, vil man sandsynligvis finde vores hverdag ligeså kedelig og forudsigelig som de fleste andres,” fortæller han.

Peter Harring Boll og hans mand har ingen børn, og får det heller ikke. Det har de det fint med, og giver måske endda Peter Harring Boll overskud og tid til at være formand for Århus Domkirkes menighedsråd i en usædvanligt ung alder. Men heller ikke barnløsheden mener Peter Harring Boll gør at de skiller sig ud fra den store mængde.

“At vi ikke får børn har vi været afklaret omkring helt fra starten, og vi har iøvrigt flere gode hetero-vennepar, der også lever barnløst – så heller ikke dér stikker vi ud fra mængden,” slutter han.

Læs Peter Harrring Bolls egen beretning om dagen han blev gift med sin mand

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Læs også:

Guds rige er nær på Menighedsfakultetet
"Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!" Sådan begynder Jesus sit arbej...
Musik som mødested mellem Gud og mennesker
Lørdag den 17.december indbyder Århus Valgmenighed til koncert med det anmelderroste band Hymns from...

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


Kontakt os

Har du en idé til en historie, eller foregår der noget spændende i din kirke som du føler skal udbredes? Så skriv en mail til os

Afstemning

Hvornår kommer du mest i kirke? (sæt gerne flere krydser)






Se resultater

Loading ... Loading ...


Nye kommentarer