
Line Hage er sognepræst i Sankt Mortens Kirke i Randers. Her er hun blandt præst i natkirken, som hun ser som en gevinst for livet i folkekirken. Natkirken er nemlig ikke blot det spirituelle og NewAge, og hun opfordrer landets biskopper til at styrke arbejdet med natkirke
Af Line Hage, sognepræst i Sankt Mortens kirke i Randers
Vi vidste ikke at kirken kunne være så smuk
”Hvor er her fredeligt, hvor er her smukt – vi anede ikke at en kirke kunne være sådan. Det er som en helt anden verden”.
To unge kvinder med lidt for bare maver og lidt for korte nederdele efter årstiden, og en ung fyr med lidt for meget Barcardi inden for vesten, alle tre i højt humør, slentrer en vinteraften forbi Randers Natkirke på vej i byen. Blødt lys strømmer fra våbenhuset, og en mand, på vej ud af kirken, opfordrer de tre til at gå indenfor. Det gør de så – og fniser lidt.
Den ene kvinde og fyren går målrettet ind i selve kirken. Den anden kvinde bliver stående i våbenhuset med tårerne trillende ned af kinderne. En af natkirkens frivillige trøster hende og finder en stol. Sidst hun var i en kirke, blev hendes far begravet, og det overvælder hende nu. Hun græder stille ud med en kop the mellem hænderne, og venter på sine venner i varmen.

Natkirken har lært mig, at danskerne, som de er flest, egentlig ikke er kirkefremmede. De kan være gudstjenestefremmede, og det er noget helt andet, mener Line Hage
De to andre bevæger sig andægtigt rundt i det store kirkerum og forundres over skønheden og stemningen derinde. Jeg går hen til dem, og præstekjolen får dem i første omgang til at træde et par skridt tilbage. Men de er også nysgerrige, og vil gerne hviske om det de oplever. Jeg lader en bemærkning falde om, at det jo er Guds hus de er trådt ind i, og det måske også er det, de kan mærke. Aha! – deres ansigter falder i afklarede folder, det giver mening. I aften har vi besøgt Guds hus, og det var stort!
Guds hus
Sådan er det ofte i natkirken. Mange forskellige mennesker kommer spontant forbi og får en oplevelse ud over det sædvanlige. En stor del af dem kommer igen – og igen, og bliver efterhånden helt kirkevante. Den erfaring har vi taget bestik af i Randers, og holder derfor åbent hver fredag i årets mørke måneder fra september til april. Det har vist sig, at natkirkens menighed ikke kun frekventerer kirken, når der er noget særligt på programmet. De har, ligesom i søndagsmenigheden, brug for en hyppig og regelmæssig mulighed for at kunne komme, når det passer dem. Nogle af dem har endda fået mod på at gå til højmesse, for kirken er blevet deres, og de føler sig hjemme og godt tilpas.
Natkirken har lært mig, at danskerne, som de er flest, egentlig ikke er kirkefremmede. De kan være gudstjenestefremmede, og det er noget helt andet. Hvis vi, præster og menighedsråd, ikke åbner kirken til andet end gudstjenester i traditionel forstand og kirkelige handlinger på vores præmisser, så lukker vi kirken som rum og som Guds hus for de fleste. På den måde får vi aldrig menigheden i tale om, hvordan vi tjener den bedst, eller hvordan fremtidens folkekirke skal se ud.
Natkirke er folkekirke
Nu har folkekirken haft nogle spredte natkirketilbud i godt 10 år, men i forhold til potentialet er det alt for tilfældigt og frivilligt, hvor natkirkerne findes, og hvordan de fungerer. Siden middelalderen har kirken dygtigt udbredt sig i rum. Folkekirken er en fintmasket og velfungerende organisation, som er til stede og forkynder evangeliet i selv de fjerneste afkroge af landet. Det er godt, men ikke nok. I dag er det nemlig folks kalender og tid, vi skal brede os ind i. Vi skal organisere os, så muligheden for at komme i kirke og til gudstjeneste bliver så åben som overhovedet muligt. Kirken skal være tilgængelig (ideelt 24-7), så enhver spontanitet, lyst og tilskyndelse til at gå i kirke kan blive opfanget og mødt med kristent indhold og god mening. Alt det er natkirken et mønstereksempel på, hvordan man gør. Og så er det ikke engang særlig svært.
Biskopperne kunne hurtigt samle sig om et rundt bord med et danmarkskort bredt ud til strategiske krydser, hvor i landet der skal være et natkirketilbud, så alle områder er dækket ind. De natkirker der allerede eksisterer skal konsolideres og styrkes om nødvendigt – og nye skal sættes i værk.



Nye kommentarer