5 måder at pifte din kirkes hjemmeside op på

19. juli 2011
Ungt par flytter med computer

Jeres kirkes hjemmeside er ofte det første indtryk nytilflyttere får af jeres kirke. Sender jeres hjemmeside det rigtige indtryk, eller skal der arbejdes lidt med den?

En kirkes hjemmeside er ansigtet ud til verden, og er ofte det første indtryk folk får af en kirke, hvis de netop er flyttet til sognet. Så hvorfor ikke bruge lidt tid på at pudse siden af og give de nye sognebørn et godt indtryk af kirken? Vi giver jer 5 nemme tips til at sparke liv i jeres hjemmeside

Af Bo Billeskov Grünberger

 

1. Billeder billeder billeder

Der er ikke noget værre end at komme ind på en kirke-hjemmeside uden billeder, eller hvor billederne er mikroskopiske. Billeder er det første besøgende på en side ser, og derfor er det vigtigt at prioritere billedsiden højt. Man ser ofte, at der ligger billeder af selve kirkebygningen, men hvor er menneskene henne?

Prøv at overveje, om jeres kirke virkelig er så spændende, at den fortjener den største billedplads, eller om I ikke hellere skulle prioritere kirken lidt lavere og i stedet få nogle mennesker frem på jeres hjemmeside. Man kan få digitale kameraer til billige penge efterhånden. Er det en mulighed for menighedsrådet at investere 3-4000 i et par kameraer? Man kunne jo låne dem ud under gudstjenesten, eller til forskellige arrangementer.

Belønningen kommer igen ved at jeres kirke får en masse billeder som afspejler det liv I har i kirken. Nøglen til at få en flot billedflade på hjemmesiden er selvfølgelig at have et lager af gode billeder.

Men det er lige så vigtigt at have et overblik over alle ens billeder, og derfor er det vigtigt at tænke på, hvordan man arkiverer billederne, og hvor man gør det. Ligger alle billederne på én computer, er de meget sårbare, og man kan risikere at alle ens billeder forsvinder, hvis computeren f.eks. går i stykker.

Ved at bruge et program som Dropbox, kan man have billederne liggende både på sin computer og på nettet, og dermed sikre sig bedre. Det sidste at tænke på er et billedbehandlingsprogram. Men er det ikke både dyrt og rigtig svært?

Nej, heldigvis behøver det hverken være dyrt eller svært, for Google har lavet Picasa, der er et lille gratis billedbehandlingsprogram. Det giver tilmed en rigtig god oversigt over alle ens billeder, så de er nemmere at finde rundt i. Hent Picasa her, og se en video om, hvordan man kommer i gang med Picasa her (engelsk).

2. Gør din hjemmeside levende med indhold

RSS feed

Et RSS feed er en god og let måde at få levende indhold ind på jeres side. Find en side eller to med godt, relevant indhold og se om ikke de tilbyder RSS feeds

En kirke-hjemmeside som aldrig forandrer sig, eller med nyheder, der er 3-6 måneder gamle, sender et meget dårligt signal om, at “her sker der ingenting”. Vil du forvandle din side fra at være en som besøgende kommer ind på én gang, og derefter aldrig igen besøger, til en side som bliver et naturligt stoppested for kirkegængerne for at holde sig opdateret, så læs videre.

Det tager ikke lang tid at skrive et par ord på sin kirkes hjemmeside om de forskellige ting der sker. Sørg for at det er relevant for mange, og undgå “og så har præstegården fået en ny havelåge” artikler, og du vil opleve, at folk begynder at bruge siden for at finde information.

Skriv f.eks. en lille artikel om, hvad den kommende gudstjeneste kommer til at handle om. Brug tekstrækken og giv en smagsprøve for søndagens tema. Når konfirmationstiden nærmer sig, så prøv at skrive en artikel om, hvad man gør til en gudstjeneste – hvornår rejser man sig op og sætter sig ned, og hvorfor skal man til alters for at fejre nadver?

En anden smart måde at få indhold ind sin side på er at bruge RSS feeds. Kort fortalt er den en måde at dele indhold mellem forskellige hjemmesider på. Folkekirkeinfos hjemmeside har to placeringer for RSS feeds, nemlig øverst til højre og venstre. Her kommer de seneste artikler fra Liv i Kristendom automatisk på, og det tilføjer lige et ekstra pust til en side.

Læs mere om RSS feeds her. Har jeres kirke lyst, så tilbyder både Folkekirkeinfo og Liv i Kristendom RSS feeds, der vil kunne tilføje jeres kirke-hjemmeside et løft med artikler om livet i folkekirken og prædikener.

3. Giv folk mere end de forventer

Mange mennesker opsøger i første omgang en kirke-hjemmeside for at finde nogle fakta – hvor ligger kirken, hvem er præst, hvordan booker jeg kirken til bryllup eller dåb, må jeg fotografere i kirken osv.

Udnyt at folk primært opsøger hjemmesiden for at finde fakta ved at give dem mere end de egentlig kom for. Hvis I gør det let at finde de ting som folk leder efter, og giver dem bedre information end de forventede, så vil det smitte positivt af på deres indtryk af kirken. Som et eksempel, så forestil dig, hvad et ungt ikke-kirkevant par gør når de undersøger, hvor de gerne vil giftes. De klikker rundt på et par forskellige kirke-hjemmesider og forsøger at finde en der passer til deres forventninger om et dejligt kirkebryllup.

Hvorfor ikke lave en side på jeres hjemmeside, hvor I skriver om, hvordan jeres kirke gør ved bryllupper (må man fotografere, antal pladser i kirken osv.), og som appelsinen i turbanen, så få taget 4-5 rigtig gode billeder af jeres kirke i en god størrelse, så det kommende ægtepar kan se, hvor flot jeres kirke er. I første omgang vil det måske ikke få folk til at strømme ind ad kirkedøren, hver søndag. Men det vil efterlade et indtryk af en imødekommende kirke, og det rygte vil helt sikkert sprede sig.

4. Levende debat

Hvorfor ikke gøre det muligt for folk at skrive inde på jeres side? Har I nogle konfirmandhold, så vil konfirmanderne eller forældrene måske gerne i dialog om forskellige ting. Prøv at se på om ikke det giver mening for jer at give folk en fornemmelse af, at de er i dialog med jeres kirke.

5. Gør jeres side nem at finde rundt på

Kan man finde det man skal på jeres side, eller må besøgende lede med lys og lygte før de finder, hvad de søger? Der er mange måder at finde ud af om ens hjemmeside er nem at finde rundt på. En af de simpleste er nok at lave en lille gruppe af venner eller bekendte, som ikke kender hjemmesiden og bede dem finde 4-5 informationer på siden, og spørg dem, hvor let det var. Hvis ens side virker rodet og uoverskuelig, så givet det et uprofessionelt indtryk af jeres kirke, og mange besøgende opgiver måske på forhånd at bruge jeres kirke-hjemmeside og ringer i stedet for. Brug lidt tid på at komme af med gamle nyheder, og arbejd med sidestrukturen, så man ikke skal trykke på en masse links før man når det indhold man søger. Er du i tvivl om, hvor du skal starte, så læs denne glimrende artikel fra kristendom.dk.

Forslag og gode råd?

Har I et godt råd til andre om, hvordan man pifter en kirke-hjemmeside op? Læg gerne en kommentar herunder.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Læs også:

Folkekirkens ritualer i nyt lys
På papiret ser det ud til, at højmessen har en fin balance mellem menighedens og præstens aktivitet....
For mange kirker? For få?
På Langeland er der nu bare en enkelt skole tilbage på hele øen, men der er stadig 15 kirker. Hvorfo...

Tags:

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


Kontakt os

Har du en idé til en historie, eller foregår der noget spændende i din kirke som du føler skal udbredes? Så skriv en mail til os

Afstemning

Hvornår kommer du mest i kirke? (sæt gerne flere krydser)






Se resultater

Loading ... Loading ...


Nye kommentarer