
En sjælden gang imellem læser man en bog, der på en gang overrasker ved på elegant og næsten umærkelig vis at ændre hele ens syn på noget grundlæggende i livet. En sådan bog har “At leve i Guds nærvær” været for mig. Det er en kort bog, men hvad den mangler i længde, har den til overflod i styrke
Af Bo Billeskov Grünberger
Fordybelse og banalitet
På engelsk hedder bogen”Practice of the presence of God”. På dansk er titlen “At leve i Guds nærvær”, og det er en nedskrivning af Broder Laurentius‘ tanker om sit liv med Gud. Broder Laurentius var karmelitermunk, der levede i 1600 tallet på et kloster nær Paris.
Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er ved bogen som er så godt. Den er ikke ret lang, det meste af den virker helt banal, og Laurentius’ budskab er egentlig blot, at man skal leve sit liv i konstant dialog med Gud. Men måske er det i virkeligheden enkeltheden, der virker så stærkt.
Som lutheraner er man vant til, at fordybelse udfordrer ens intellektuelle formåen – det bringer tankerne hen på Søren Kierkegaard, Bultmann, eller lignende. Vi er ikke vant til, at fordybelse kan være så let tilgængeligt, at man kan forstå det uden videre, og derfor skal man først ryste angsten for banaliseringen af sig når man giver sig i kast med “At leve i Guds nærvær”. Lad mig komme med et eksempel (min egen oversættelse fra engelsk):
“Broder Laurentius sagde, at vi bør handle overfor Gud med den største enkelthed, tale til ham jævnt og direkte, og bede om Hans assistance i vores liv som det udfolder sig. Gud nægter aldrig sin hjælp, hvilket broder Laurentius ofte oplevede.”
Spiritualitet uden regler
“At leve i Guds nærvær” er en bog, der på mange måder gør op med den typiske spiritualitet, der ofte bygger på systemer og specielle meditationspraksis. Broder Laurentius var i begyndelsen af sit liv som munk med egne ord meget optaget af at leve efter klostrets regler og overholde timebønnerne. Men i løbet af sit liv opdagede han, at han egentlig ikke havde brug for alle de regler for at opnå nærværet med Gud. Han var i dialog med Gud alle døgnets timer, og var med egne ord mindst lige så fokuseret på Gud når han arbejdede som når man sad i klostersalen fordybet i bøn.
Som god lutheraner kan man ikke andet end at blive imponeret, og for mit eget vedkommende overrasket, over broder Laurentius’ nærmest lutherske syn. Det følgende citat kunne næsten være sagt af Luther:
“Han (Broder Laurentius) sagde, at alle former for selvopofrelse, hvis de var berøvet kærligheden til Gud, var tomme og ude af stand til at udviske en eneste synd. I stedet bør vi uden angst forvente tilgivelse for vores synder fra Kristi blod, og bestræbe os på at elske Ham med hele vort hjerte. Han påpegede, at Gud synes at have skænket de største gaver til de største syndere som tegn på hans nåde.”
“At leve i Guds nærvær” findes på både dansk og engelsk og koster omkring 100 kroner.



Nye kommentarer