Hver tid og hver generation stiller sine egne spørgsmål til den menneskelige tilværelse. Og disse spørgsmål bør naturligvis indgå i overvejelser og bearbejdelser over afgørende eksistentielle og etiske spørgsmål. Om ikke andet af den enkle grund, at vi hverken slipper for at tage stilling, handle eller for ansvaret
Af Søren Peter Hansen, provst for Syddjurs Provsti og medlem af Det etiske Råd
Kan værdierne bevares?
Ofte stilles spørgsmålet om det er muligt at bevare vore værdier i en tid med konstante forandringer. Dertil kommer også den erfaring, som medierne konstant udvider, at der hersker forskellige eller modstridende opfattelser af, hvad vi bør gøre eller undlade at gøre. Når normernes foranderlighed kommer til bevidsthed, er vi tvunget til at overveje, hvad der gælder, og efter hvilke målestokke vi bør handle.
En metodisk besindelse på ret, konvention og moral kaldes etik. Og overordnede overvejelser skal således bidrage til, at vi kan tage stilling og handle i bestemte konkrete livsområder.
Etik skal forstås af alle mennesker
Vi skal med andre ord stræbe efter en etik, som kan forstås af alle mennesker, og som går ud på, at alle mennesker kan leve menneskeligt. Det vil sige et kontinuerligt forsøg på at afbalancere forskellige slags ”burde” i forhold til hinanden, at finde en vej mellem eller gennem mulige og virkelige situationer. Og under sådanne forudsætninger findes der ingen moralsk uskyld og heller ikke nogen moralske helgener. Desto vigtigere bliver i stedet egenskaber som taktfølelse, villighed til at gå på kompromis, sans for proportioner og grænser, samt evnen til at indrømme begåede fejltagelser og stå ved deres konsekvenser.
Den etiske eftertænkning skal endvidere hjælpe os i kampen mod den altid truende inerti, blot at opretholde en gammel moral eller blindt at gå forbi de alvorlige sager. De etiske overvejelser skal gerne fremme klarhed og besindighed.
Kristendommen er ikke kun morallære
Nu kan kristendommen hverken forstås eller fremstilles uden under den forudsætning, at mennesket står under en uafladelig fordring: at jeg skal bruge min magt og mulighed, som jeg har, i og med at jeg udgør en del af andres liv, til de andres bedste. Kristendommens forståelighed for alle beror på, at en almen menneskelig etik er mulig. Men på den anden side er kristendommen vel at mærke ikke kun etisk eftertænkning.
For et par århundrede siden forsøgte nogle at forsvare kristendommen ved at omdanne den til en morallære. Det gik heldigvis ikke.
Det kristne budskab og den kristne forkyndelse har at gøre med dilemmaer og problemer, som ikke kan løses med selv den bedste livsførelse. Men kristendommen gør ikke dermed moral og etik til noget ligegyldigt.
Dermed er det også understreget, at kristendommen implicerer moral eller giver et motiv for etiske handlinger. Elsker jeg Gud, så kan jeg ikke lade være med at elske min næste – det er troens logik.
Kærligheden mangler
Spørgsmålet er om det centrale udsagn: du skal elske din næste som dig selv - er en etisk fordring. Er det ikke mere end al etik og moral kan fordre? At elske betyder jo ikke kun at lade de andre leve. Det betyder heller ikke kun at gøre deres anliggender til mit eget anliggende eller at give alt hen for de andres skyld. At elske betyder at gøre alt dette glad og gerne, af sig selv, uopfordret, uden at blive drevet eller tvunget til dette udefra. Elske kan jeg altså kun, dersom jeg intet bud behøver. Hvorfor befales næstekærligheden, eftersom den ikke kan befales? Jo, fordi den kærlighed mangler. Og det bliver vi gjort opmærksomme på. Vi mennesker er aldrig helt tilfredse, der er aldrig noget, der er godt nok. Vi skal erkende, at manglende kærlighed er grunden til alle lidelser, som vi tilføjer hinanden.
Det onde er ikke kun, at vi bryder etiske regler, det onde ligger først og fremmest deri, at vi behøver etiske regler. Denne indsigt får vi gennem buddet om næstekærlighed.
Etik er nødløsning på ondskaben
Derved afdækkes to forhold. For det første bliver det afsløret, at alle altid på forhånd er skyldige over for hinanden, dvs. skyldige over for kærlighedsbuddet. Denne skyld beskæftiger den kristne forkyndelse sig med. For det andet viser det sig, at alle etiske anstrengelser og dyder er nødløsninger af det ondes uløselige problem. Etikken kommer altid for sent. Ret og lov og moralske fordringer er rettet mod allerede bestående aggressioner og brutalitet. Fordringerne forudsætter, at vi normalt lever i sløvhed, ligegyldighed og letsindighed. De samfundsmæssige normer forsøger at forhindre kaotiske tilstande. Lov, regler, forskrifter og så videre er nødvendige, fordi vi har brudt og stadig bryder kærlighedsbuddet.
Alle etiske overvejelser må altså være opmærksomme på, at det egentlige gode sker uden opfordring, af sig selv. Det, som moral og lov fremtvinger, er kun erstatning. Etikken må således vænne sig til stor beskedenhed med hensyn til det, den formår. Den skal blot undersøge, hvilke muligheder vi har for at gennemføre det bedst mulige samliv i en allerede forvrænget situation.
Loading ...
Nye kommentarer