
Jens Munk er teolog med sidefag i psykologi, uddannet psykoterapeut, og arbejder som studenterpræst på Aarhus Universitet, hvor en stor del af arbejdet går med at tale med studerende som har ondt i livet
Af Bo Billeskov Grünberger
Kerneydelsen er samtale
“Min primære kerneydelse er samtale, og jeg har lige nu omkring tyve samtaler om ugen af en times til halvanden times varighed. Det har faktisk overrasket mig at der var så mange studerende som opsøger studenterpræsten,” fortæller Jens Munk.
”Der er to hovedgrupper, der kommer til mig som studenterpræst. Der er dem, som selv er troende, og som opsøger mig udelukkende fordi jeg er præst. Den anden halvdel kommer og vil have samtaler om noget som ikke på noget tidspunkt kommer til at handle om tro. ”
Selvom Jens Munk ofte fungerer mere som terapeut end som præst, så er det altid med Gud i baggrunden han går til arbejdet. Han mener selv at han faktisk virker som en bedre missionær for kristendommen end hvis han kom og prøvede at tvinge folk til at snakke om Gud.
”De studerende som ikke selv er troende spørger tit om det er i orden at de kommer, selvom det de kommer for at snakke om ikke specifikt har noget med tro at gøre. Jeg mener det er vigtigt at jeg også er her for dem som ikke decideret vil tale om tro.”
”Den barmhjertige samaritaner kom også ridende og hjalp den sårede med hen til herberget for at få hjælp til ham. Men der er jo ikke på noget tidspunkt at han begynder at forkynde sin tro overfor den sårede. Nej han hjælper ham bare, og selve hjælpen er egentlig selve forkyndelsen, og sådan tænker jeg også om mine samtaler,” forklarer han.
Meditation med hjertet
Et andet af Jens’ fokusområder er hans meditationsgruppe, som han startede op for et års tid siden. Tilbuddet gælder alle studerende, og i øjeblikket er der 8-10 studerende som kommer hver mandag.

Jens Munk er studenterpræst på Aarhus Universitet
”En stor gruppe af de unge som opsøger mig er ikke nogen man ville kunne få til at komme i en kirke, så der tænkte jeg, at det kunne være godt, hvis jeg kunne lave en slags mellemstation til dem jeg har samtale med og som er åndeligt søgende. Og det er sådan jeg ser min meditationsgruppe, for meditation er mere et universelt spirituelt sprog, eller sådan tror jeg mange opfatter det.”
Selvom meditation er noget som mange forbinder med buddhismen, så har kristendommen en meget gammel tradition for meditation, og det er den som Jens Munk trækker på til sin meditationsgruppe.
”Egentlig er det en meget kristen bønsmeditation jeg bruger; faktisk kan den næsten ikke blive mere kristen. Det er en hjertebønsmeditation fra den Ortodokse Kirke, som i dag bruges på Athos, der er et munkesamfund i Grækenland,” forklarer Jens.
”Det er en tradition der går helt tilbage til Ørkenfædrene, og det går ud på at flytte fokus fra at være en formuleret bøn i hjernen, og i stedet synke ned i hjertet og blive til en kropslig oplevelse af den kærlighed og barmhjertighed som Jesu navn indeholder. Det er det man træner med bl.a. vejrtrækning, men med fokus på hjertet, for kristendommen er hjertets religion.”
Det spirituelle mangler
Jens Munk er selv meget interesseret i den spirituelle del af kristendommen, og synes at det spirituelle mangler i vores protestantiske folkekirkelige kristendom.
”Den måde vi har tolket Luther på, har været meget imod helliggørelse, og den tanke at mennesket kan vokse i hellighed. Men der er den ortodokse tradition et helt andet sted; de har meget fokus på lyset, glæden og kærligheden og på det legemlige.”
Jens Munk har træffetid tirsdag-torsdag fra 10-12, men kan træffes på andre tidspunkter efter aftale. Jens står til rådighed for alle knap 40.000 studerende ved Aarhus Universitet, og har som alle andre præster tavshedspligt.



Nye kommentarer