Folkekirken væk fra staten

17. februar 2011

Danmark er på flere måder blevet multikulturelt, og man kan ikke længere forvente, at den almindelige borger er kristen eller har en tilknytning til folkekirken

Menighedsfakultetet i Århus har netop ansat en nyudnævnt ph.d. i teologi med nogle knivskarpe holdninger til folkekirken og kristendommen. “Mit grundanliggende er at udfordre alle nationalistiske former af den kristne tro og den kristne kirke,” siger Jeppe Bach Nikolajsen.

Af Bo Billeskov Grünberger

Adskillelse fra staten

Debatten om, hvorvidt folkekirken skal skilles fra staten dukker op med jævne mellemrum, og mange trækker efterhånden på skuldrene, når emnet bringes på banen endnu engang. Alligevel mener Jeppe Bach Nikolajsen at tiden nu er inde til at begynde en diskussion af, hvordan folkekirken skal opfatte sin rolle i samfundet, også der hvor den er blevet adskilt fra staten. Folkekirken skal indse, at den er en kristen kirke først og fremmest, og ikke et nationalt samlingssted for både troende og ateister.

“I Sverige adskilte man stat og kirke i år 2000, og i Norge har man også besluttet at skille stat og kirke ad. Så det sker altså i de Nordiske lande, og jeg tror også det kommer til at ske i Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi nu begynder at drøfte, hvad kirkens rolle i samfundet er,” fortæller han.

“Jeg tror det er ved at gå op for flere og flere at den her binding til staten ikke er helt så uproblematisk som man hidtil har gået og tænkt. Det gælder for eksempel når kirkeminister Birthe Rønn Hornbech siger, at folketinget er folkekirkens synode.”

“Det er efter min mening grotesk, at folketinget, som jo består af muslimer, agnostikere, ateister og mange andre, udøver indflydelse på kirkens indre anliggender. Det synes jeg må få folk til at overveje om bindingen til staten virkelig er den bedste løsning”, mener Jeppe Bach Nikolajsen.

Ny situation for folkekirken

"Jeg prøver at forstå kirken med nogle kanter, altså at kirken har nogle grænser, og at den på flere måder er forskellig fra andre institutioner i samfundet," siger Jeppe Bach Nikolajsen, der er Ph.d. i teologi og ansat på Menighedsfakultetet i Århus. Foto: Mary Stoneback

Samfundet har ændret sig meget bare de sidste tredive år. Der er kommet flere indvandrere til, både fra resten af den vestlige verden, men også i høj grad muslimer fra Mellemøsten. Danmark er på flere måder blevet multikulturelt, og man kan ikke længere forvente, at den almindelige borger er kristen eller har en tilknytning til folkekirken. Kristendommen er ikke længere per automatik normen herhjemme, og det bør kirken indrette sig efter.

“Vi skal indstille os på, at kirken ikke kan rumme hele samfundet, og at kirken ikke er noget som alle vil være en del af. Samtidig skal vi også indse, at dem der er med i kirken vil være forskellige fra muslimer, agnostikere, ateister osv.” forklarer Jeppe Bach Nikolajsen.

“Jeg prøver at forstå kirken med nogle kanter, altså at kirken har nogle grænser, og at den på flere måder er forskellig fra andre institutioner i samfundet.”

“Hvis agnostikere, ateister og folk, som ikke betragter sig selv som kristne, melder sig ud af folkekirken, og kirken dermed bliver mindre, så er det ikke nødvendigvis noget dårligt. Det skaber bare nogle mere redelige forhold, og det er godt, tror jeg,” siger Jeppe Bach Nikolajsen.

Diskussionen er nødvendig for folkekirken

Jeppe Bach Nikolajsen er overbevist om, at folkekirken snart vil stå i en situation, hvor den skal skilles fra staten. Derfor mener han, at det allerede nu er nødvendigt at tage hul på en diskussion af, hvordan kirken skal forholde sig til at være adskilt fra staten.

Noget, som Jeppe Bach Nikolajsen mener folkekirken kan gøre, er at se på, hvordan man for eksempel gør andre steder i verden, for eksempel USA, hvor man i mange år har haft en debat om, hvordan man får menigheder til at vokse.

“Hverken i Nordamerika eller England har man jo den statsstøtte, som vi har i Danmark, og derfor bliver man simpelthen presset til at tænke i mission. Vi er jo ikke helt så pressede i Danmark, for præsten får jo sin løn uanset om der er messefald eller ej.”

Lær af USA

“Evangelical Lutheran Church of America, som har omkring 4,5 million medlemmer, cirka det samme antal medlemmer som folkekirken, er USA’s største lutherske kirke. Der er masser vi kan lære af dem. De kører for eksempel fornyelsesprocesser med hensyn til liturgi og har menighedsplantningsstrategier osv. De har også et kirkeråd, og det er jo helt naturligt, for hvilken organisation har ikke det?”

“Det har alle organisationer, det har stort set alle lutherske kirker, og det bør folkekirken også have. Der er ikke noget at sige til, at der på det overordnede strategiske område er meget, der flyder i folkekirken, for der er ikke jo nogen, som træder frem på kirkens vegne og tager ansvar,” mener Jeppe Bach Nikolajsen.

Snart vil folkekirken være den eneste nordiske kirke tilbage, der stadig er knyttet sammen til staten. Alene det vil formentlig sætte gang i en debat om, hvad folkekirkens rolle er, og hvordan fremtiden for folkekirken skal se ud. Jeppe Bach Nikolajsen er overbevist om, at debatten snart bliver højaktuel, og at det er vigtigt for folkekirken at tage debatten op allerede nu.

“Jeg tror, at folkekirken står over for store forandringer. Og disse forandringsprocesser bliver meget afgørende for, hvordan folkekirken vil udvikle sig fremover,” slutter han.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Læs også:

Boganmeldelse: At leve i Guds nærvær
En sjælden gang imellem læser man en bog, der på en gang overrasker ved på elegant og næsten umærkel...
Er der mere mellem himmel og jord?
Hvis du spørger foredragsholder Niels Krøjgaard vil du formentlig få både et ’Ja’ og et ’nej’. Manda...

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


Kontakt os

Har du en idé til en historie, eller foregår der noget spændende i din kirke som du føler skal udbredes? Så skriv en mail til os

Afstemning

Hvornår kommer du mest i kirke? (sæt gerne flere krydser)






Se resultater

Loading ... Loading ...


Nye kommentarer