Oral Shaw læser i sin dagbog fra sin udsendelse i Afghanistan
Af Oral-Franciz Valsgaard-Shaw, Sognepræst i Sct. Clemens Kirke, Randers, og feltpræst i det danske forsvar.
Fotos: Arne Illeborg og Oral Shaw
(noteret i dagbogen, Camp Price, Afghanistan):
lørdag d. 30. maj 2009, klokken 19.00.
Det er pinselørdag aften. I det lille kirketelt midt inde i den centrale del af Camp Price, er en lille udvalgt flok forsamlet. Foran det lille alter med lysene, korset og Dannebrog står jeg ved siden af en soldat hvis navn er Thomas.
Jeg har en underlig fornemmelse i kroppen, for det som skal til at foregå har jeg været igennem mange gange før. Men i dag er det alligevel noget andet, i dag er det meget specielt. Ikke mindst er omgivelserne jo meget anderledes; et telt, en trykkende varme, selvom det er hen under aften, en aircondition som helt sikkert er ved at bukke under for mange timers arbejde, en flok soldater i ørkenuniform.
Sådan kan en døbefont også se ud. En hjelm, understøttet af fire M96 karabingeværer
Og så nok det som på en måde skiller sig allermest ud fra en sognekirke i Danmark: En døbefont konstrueret af fire karabingeværer og en soldaterhjelm. Forud for denne aften i det sene maj, har jeg mødtes flere gange til dåbsundervisning med Thomas, og vi er efterhånden kommet meget tæt på hinanden siden han en tidlig morgen lidt uventet kom med spørgsmålet, ”du Oral, hvis jeg gerne vil døbes, af dig, hernede i sandkassen, kan det så lade sig gøre…?”
Jeg er din Gud
Som sognepræst ved en bykirke har man i sagens natur mange dåb. For det meste er det barnedåb der er tale om, men nogle voksendåb har jeg dog også haft i min tid som præst. Ved ordet dåb tænker man ofte både på selve dåben i kirken, hvordan det foregår, og på hvad dåben betyder – dåbens indhold. Dåben er en af livets store begivenheder, en begivenhed vi forbinder med højtid og fest. Samtidig er dåben meget mere end det, der sker i kirken.
Ved dåben fortælles det, at mennesket ved sin dåb hører til i livets store sammenhæng, i Guds fællesskab. Guds løfte ved dåben lyder: ”Jeg er din Gud. Og jeg vil følges med dig alle dage indtil verdens ende – uanset hvordan det går dig, så er jeg hos dig.”
Det betyder ikke, at der nu ikke er noget ondt, der kan ramme den døbte. Livet rummer også farer, men det betyder, at den døbte aldrig bliver helt alene. Dåben er begyndelsen på et fællesskab med Gud, som varer hele livet. Et fællesskab som ikke afhænger af om det går en godt eller skidt. At være døbt er at høre hjemme hos Gud – altid. At få plads i Guds rige er at få lov til at tro på, at Gud og menneske hører sammen, og det kan hverken ondskab, krig eller død ændre.
Netop fordi dåben er så vigtig, gjorde det også et vældigt indtryk på mig, da jeg en almindelig dag under en samtale med en soldat, blev spurgt om det var mulig at blive døbt i en militærlejr i den afghanske ørken. Svaret fra mig var naturligvis ja, men jeg spurgte soldaten, som hed Thomas, ”ville det ikke være bedre at du bliver døbt hjemme i Danmark, hvor familien og vennerne kunne være med”.
Oral Shaw i uniform og solbriller til at skærme for Afghanistans skarpe sol
Ville døbes under udsendelse
Til det svarede han, at det var vigtigt at for ham, at han blev døbt under sin udsendelse, han havde efterhånden mange udsendelser bag sig, det var her mange af hans venner var, det var her i ørkenen, i barskheden selv, at beslutningen om at blive døbt var blevet taget. Så var det desuden vigtigt for ham at det var en præst som sagde ham noget, som gjorde det. En sådan salgstale kan man jo ikke rigtig stille så meget op imod, så vi blev enige om at vi skulle have dåb i Price, og at det skulle ske i pinsen.
Men inden vi nåede så langt, var der jo lige dåbsoplæringen. ”Man kan jo ikke blive døbt uden en forudgående undervisning”, som jeg sagde til Thomas. Det gik han naturligvis med til, så fire gange i løbet af foråret havde vi nogle lange samtaler om det at være kristen, om kristendommens indhold, dens bekendelsesskrifter og så videre.
Dåbsundervisningen sluttede som vi havde aftalt med, at jeg Pinselørdag om aftenen i kirketeltet, foran en lille særligt indbudt kreds døbte Thomas. To af hans bedste venner var vidner på at det hele foregik som det skulle. Og på mange måder satte denne lidt specielle oplevelse dåben ind i en ny sammenhæng for mig, en sammenhæng som jeg absolut ikke havde overvejet før. Det er altid en dejlig oplevelse at få lov til at døbe mennesker, små som store. Men det er klart, at det at skulle gøre det i en krigszone, med en døbefont lavet af fire geværer og en hjelm, og med lidt kildevand på flaske, det er og bliver en ganske særlig oplevelse. En oplevelse som jeg aldrig vil glemme.
Dette er et uddrag fra ”Hvorfor har du meldt dig som feltpræst, er og bliver det ikke lidt krigsliderligt?”. Hele beretningen kan læses i sin fulde længde i Århus Stifts Årbog 2010, som udkommer den 1. december. Bogen kan fås for 80 kr. ved henvendelse til Århus Stift.
SE programmet om Oral Shaw i “Han vendte hjem fra krigen”:
Loading ...
Nye kommentarer