Der er ikke meget for kroppen og sanserne i en traditionel gudstjeneste, og derfor går vi glip af meget mener en pilgrimspræst og en psykolog

Af Bo Billeskov Grünberger

Luk øjnene et øjeblik, og forestil dig at sidde i skolen til en matematiktime. De fleste af os vil sikkert se rækker af borde med elever, der sidder og kigger på læreren, der fortæller og tegner på tavlen. Sådan forestiller vi os, at man lærer, men bare fordi det er sådan vi forestiller os det, betyder ikke at det også er den bedste måde at gøre det på.

”Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man sætter skoleelever til at bruge kroppen og følelserne, så vil de lære meget mere.

Helge Lassen er psykolog, og arbejder ved at inddrage kroppen i sin terapi

Vi tænker at begavelse kun er vores mentale begavelse, men begavelse kan være mange flere ting end det: social eller musisk begavelse. Der vil være mange vi taber i skolen, fordi vi kun taler til en side af begavelsen” siger Helge Lassen, der er psykolog, og arbejder med at involvere krop og følelser i sin terapi.

Spiritualitet mod angst

Men egentlig er det slet ikke læring som Helge Lassen interesserer sig for. Han interesserer sig for spiritualitet, både privat, men også som en del af den terapi han udfører i sit arbejde for Kræftens Bekæmpelse.

”Det at snakke om, at man har angst, kan være befriende, men det forandrer egentlig ikke noget i dybden. Det jeg gør i stedet, er at jeg spørger ”hvor sidder angsten i kroppen?”, og så kan man begynde at kommunikere og give den plads,” fortæller han.

”Mange der har angst vil føle det som trykken i brystet, så hvis jeg siger til dem, at de skal lægge hånden på maven i stedet, så vil de fleste opleve at deres angst bliver meget dæmpet.”

Kristendommen opleves med kroppen

Elisabeth Lidell er pilgrimspræst i Århus Stift.

Elisabeth Lidell, der er pilgrimspræst, arbejder også med at inddrage kroppen.

”Her til påske lavede vi et arrangement fordi almindelige danskere har svært ved at forstå påsken. Der gennemgik vi teksterne kropsligt,” forklarer hun.

”Vi begyndte med at tage sko og strømper af, og danse, for at genskabe glæden og fejringen palmesøndag. Bagefter tog vi ned i krypten, hvor der var baljer med varmt vand. Her vaskede vi så hinandens fødder mens vi lyttede til klassisk musik.”

”Derefter gik vi op i kirkerummet, hvor der var lagt tæpper og puder frem, og lagde os til bords, ligesom de gjorde på Jesu tid. Og så fortæller jeg om den jødiske påske, med udfrielsen af Egypten, og frem til Jesu indstiftelse af nadveren. Så bad vi bordbøn, fadervor og så fik vi nadver i form af pitabrød og rødvin.”

Herefter gik gruppen op på kirkegården ved Risskov Hospitals kirke, for at bede for de syge og alt det tunge i vores liv. Da mørket faldt på, fortsatte gruppen ned til stranden.

”til sidst har vi Emmausvandringen, hvor vi går og taler sammen om, hvordan vi fejrede påske som børn, og hvad påsken betyder for os. Der går vi to og to op til et kors på kirkegården, der er oplyst om aftenen, og der står vi og synger en salme inden vi går tilbage til sognegården.”

Vi husker med kroppen

Meningen med det hele er, at man lærer på en anden måde når man bruger kroppen.

”Det er en anden måde at lære teksterne på, for vi husker med kroppen, og det synes jeg er sjovt og virker godt,” forklarer Elisabeth Lidell.

I vores nordvesteuropæiske tradition har vi efterhånden fremelsket en holdning, der siger, at vi tænker med hovedet. Derfor har vi også i folkekirken fået en hjernereligion, hvor man sidder og lytter, og hvor der ikke er ret meget til sanserne og kroppen.

”Man kan jo se vores præstekjole, hvor man jo skærer af lige under hovedet, og det under hovedet er skjult og det forholder vi os ikke til”

”Man kan jo se vores præstekjole, hvor man jo skærer af lige under hovedet, og det under hovedet er skjult og det forholder vi os ikke til,” smiler Helge Lassen.

”Vi er blevet utrolig intellektuelle og dogmatiske – det bliver for meget ordet og intellektet som kommer i fokus. Jeg vil gerne have kroppen og sanserne med og tilbage til rødderne,” uddyber Elisabeth Lidell.

Pilgrimsvandring giver fugleperspektiv

”Når du går langt på pilgrimsvandringer, så får du jo nemt vabler, syre i benene og andre skavanker. Men det er ikke for at pine os selv at vi går, men for at se, hvad der er vigtigt i livet – vi ser det i fugleperspektiv det hele, og bliver mere åbne for Guds ord. ”

I mange former for kristendom har man inddraget krop og sanser. I den ortodokse og katolske tradition har man røgelse, og bruger både billeder og farver. I pinsekirkerne har man lovsang, dans og tungetale, og i de afrikanske kirker som vokser voldsomt for tiden har man også kroppen og sanserne med på en måde, der er fremmed heroppe i det kolde nord.

Det kan virke mærkeligt på os at skulle have dans, sang, røgelse, meditation eller pilgrimsvandring ind i vores religiøse liv, men måske vil det give os noget som vi vil opdage at vi har manglet:

”I det spirituelle og religiøse kommer man jo i kontakt med noget som er større end en selv, og her vil det være en klar fordel også at være i kontakt med sig selv. Jeg tror, at det vil være svært at få spirituelle oplevelser uden at inddrage kroppen,” slutter Helge Lassen.

Læs også:

Tags: folkekirken, kristendom, spiritualitet, teologi, tro

This entry was posted on 23. august 2010 at 10:38 and is filed under Kirke og tro. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.