Pilgrimsvandring er en vandring for at skabe plads til at møde det hellige. At give folk, der længes efter Gud, mulighed for at møde ham i Guds grønne katedral.
Af Bo Billeskov Grünberger
Pilgrimsruter i tusinder år
De gamle pilgrimsruter gik ofte til graven for helgener, eller til Det Hellige Land. Det er ikke længere disse mål som er interessante for en moderne lutheraner som ikke tror på helgener. I stedet er det noget enklere, nemlig vandringen i sig selv, som giver plads for det hellige.
”Jeg er ikke interesseret i hellige mål, relikviedyrkelse og sådan noget. Det tror jeg ikke der er nogen folkekirkepræster der er,” forklarer pilgrimspræst Elisabeth Lidell.
”Det der siger mig noget er, at vi går på nogle stier, hvor folk også gik for tusinde år siden, f.eks. Hærvejen, der også dengang var en pilgrimsrute over den jyske højderyg mod Santiago de Compostella. Det ved vi, for der er fundet muslingeskaller (Ibskaller), der er tegn på at folk har været i Santiago.”
Pilgrimsvandring er mødet med det hellige
”For mig er målet med vandringen at skabe rum for mødet med det hellige. Vi kan holde nadver i en skov i regnvejr, hvor folk får erfaringen at Kristus er midt iblandt os”, uddyber hun.
Elisabeth Lidell mener ikke at pilgrimsvandringer er udtryk for at man begynder at nærme sig katolicismen, men mener derimod at man med reformationen tog for hårdt fat og fjernede hele det kropslige.
”Vi har nok smidt for meget ud med badevandet efter reformationen. Vi er blevet utrolig intellektuelle og dogmatiske – det bliver for meget ordet og intellektet som kommer i fokus. Jeg vil gerne have kroppen og sanserne med og tilbage til rødderne,” erklærer hun.
Elisabeth Lidell er pilgrimspræst i Århus Stift
Luther var ikke anti-spirituel
”Luthers opgør var det misbrug som alle de her ydre former havde udviklet sig til. At man kunne gå pilgrimsvandring i en andens navn og slippe for skærsilden f.eks.
Men Luther var en from mand, og der står jo selv bag i vores salmebog, at han skrev at man kunne slå korsets tegn – det er okay for os lutheranere at gøre. Det skal vi ikke være så forskrækkede for, ” mener Elisabeth Lidell.
Elisabeth Lidell ser heller ikke pilgrimsvandringer som nogen trussel mod gudstjenesten, men mener snarere at den fylder et rum som gudstjenesten ikke gør.
Pilgrimsvandring er supplement til gudstjenesten
”Jeg er ikke ude på at sige enten eller med gudstjeneste og pilgrimsvandring. Jeg ser pilgrimsvandringen som et supplement til gudstjenesten, med alle gudstjenestens led: Tekstlæsning, bøn, nadver, salmesang. Der er lidt kropsligt i gudstjenesten med kirkegangen og nadvergangen, men det kan udvides meget mere.”
Elisabeth Lidell bruger kirkerne som delmål på sine pilgrimsvandringer. Hun vil gerne gøre folk mere kirkevante, og der virker det at komme i kirkerne.
”Kirkerne har været helligsteder gennem århundreder, og derfor er det noget særligt der. Jeg vil også gerne vænne folk til at komme i kirkerne. Mange er slet ikke kirkevante eller troende, men de længes tit efter noget,” siger hun.
”Jeg havde for nyligt en kvinde med som sagde, at hun havde brugt hele livet på at prøve at finde sig selv og udvikle sig selv, som det er så moderne, men pludselig en dag, hvor hun sad i kirken i Sønderjylland, der følte hun at hun var kommet hjem.”
Emner: folkekirken, kristendom, pilgrimsvandring, spiritualitet, tro