To pilgrimme på vej mod Santiago de Compostella

På trods af sukkersyge og højt kolesteroltal gik 73 årige Jørgen Hvillum pilgrimsvandringen “Santiago de Compostella” i et stræk. Det var en pilgrimsvandring gennem smukke landskaber, og et møde med en stor hjælpsomhed fra andre pilgrimme

Af Arne Illeborg

Lyst til pilgrimsvandring kom udefra

- Det her vil jeg!

Den afgørende inspiration til turen fik Jørn Hvillum i april 2008. På Galten bibliotek hørte han Eva Michaelsen fra Alken fortælle om sin egen pilgrimsvandring.

- Jeg kunne se, at turen over Pyrenæerne var en stor udfordring. Hvor ondt må det gøre, før jeg vender skrigende hjem? spørger Jørn Hvillum.

- Det var først og fremmest impulser udefra, som mødet med Eva, der gav mig troen på, at jeg kunne klare det. Men halvdelen af dem, jeg talte med troede ikke, jeg kunne gennemføre.

En inspirationskilde var også Børge Jacobsen, Ørum, der gik turen fra Djursland til Santiago de Compostella – en tur på 3500 km!

Henrik Tarps guidebog ”Pilgrimsvejen til Santiago de Compostella” gav det sidste skub og blev Jørn Hvillums tro følgesvend på turen.

Pilgrimmens symbol er ibskallen. Jørgen fandt selv sin ved pilgrimsrutens slutpunkt, Kap Finistere, Verdens ende, som er Europas vestligste punkt. Ovenover ses Jørgens pilgrimspas.

Blod, sved . . .

Turen var fysisk anstrengende. Ofte kunne Jørn Hvillum kun gå 2 – 3 km i timen. En af dagene måtte han, helt bogstaveligt, ned med nakken.

- Jeg gik og talte vindmøller i det skønne landskab og var uopmærksom på stien. Pludselig smuttede foden. Med 12 kg på ryggen landede jeg hårdt. Heldigvis tog min store hat en del af slaget, så der kun blev en lille flænge i panden. Men hjælpen var der med det samme. Et par kvindelige spanske pilgrimme hjalp mig på fode, rensede såret og forbandt det.

Deres hjælpsomhed var karakteristisk for den stemning, Jørn Hvillum mødte på hele turen.

Og tårer

De historiske spor fra den katolske middelalder påvirkede Jørn Hvillum. Kirker, herberger og vandrestier var for ham en del af turens fællesskab, ligesom mødet med pilgrimme fra 92 forskellige nationer på tværs af sprog, religioner og kulturer. Det blev de syv pilgrimsnøgler: langsomhed, stilhed, enkelhed, frihed, bekymringsløshed, fællesskab og spiritualitet, der lukkede op for tårerne.  Turens oplevelser var overvældende.

- Selv gik jeg turen for at prøve mine egne kræfter af. Prøve ensomheden. Og stilheden der var så smuk, at jeg tit fik tårer i øjnene over Vor Herres herligheder i bjergene i Galicien.

Modsat mange andre tog Jørn Hvillum ikke af sted med ”lig i lasten”. Mange han mødte, gik turen på baggrund af personlige kriser, dødsfald i familien, afskedigelser eller firmaer, der var gået konkurs.

- Pilgrimmene var meget åbne over for hinanden omkring deres personlige problemer, fortæller Jørn Hvillum. Vandringen gav tid til eftertanke, tid til samtale, tid til åbenhed og tid til at gennemleve følelser, der sad i kroppen.

Det gamle refugium

Jørgen Willumsen med de vandrestøvler som fulgte ham over 800 kilometer

Et refugium, Jørn Hvillum kom til, var ejet af en italiensk pilgrimsforening. De havde måttet grave meget jord ud af en lille, gammel kirke og rense murene indvendigt, før det kunne bruges. Midt i rummet stod et langbord og for enden et lille alter. I våbenhuset var der tolv senge. Det middelalderlige rum var kun oplyst af levende lys på gamle stager. Bag et forhæng lavede bestyreren aftensmad over flaskegas. Elektrisk lys fandtes ikke.

- Bestyrerparret modtog mig med et glas rødvin. Da de kunne se, at jeg var 73 år kunne jeg vælge, hvor jeg helst ville sove. Vi pilgrimme hjalp til med at dække bord. Da en klokke ringede, var det ikke fordi vi skulle spise, men gå til alters.  Hver for sig fik vi velsignelsen. Derefter blev vores venstre fod vasket i et lille kar, og en discipel, der stod bag os, tørrede foden. Der blev så læst en tekst til hver af os. Vi rejste os, tog hinanden i hånden og sang pilgrimssangen. Middelalderritualet var slut. Klokken lød igen. Denne gang for nadvermåltidet, der blev indtaget ved langbordet: suppe med makaroni og rødvin. Desserten en chokoladekiks.

Jørn Hvillum fortæller om en hyggelig lejrbålsstemning i det kerteoplyste rum, da bestyreren tog sin guitar frem.

- Alle sang med på irske og engelske sange. Enkelt og betagende. Da jeg som en af de første lagde mig i køjen, faldt jeg i søvn til hyggelige sange og guitartoner fra det gamle rum.

Næste morgen vågnede de tolv ved, at bestyrerens kone stille gik rundt og tændte de levende lys i det morgenmørke kapel.  Te, kaffe og toastbrød stod klar, så pilgrimmene kun behøvede at supplere med eget pålæg.

- Inden vi forlod refugiet kl. otte, som reglen er, blev der taget et billede af os sammen med bestyrerparret. Så blev der lyst en kort velsignelse over os, inden der atter lød et: ’Buen Camino’. God tur på vejen

Læs mere:

- Vejen til Jakobs grav

- Pilgrimsvandring er en dør til Gud

- En at spise brød med

Læs også:

Tags: kristendom, pilgrimsvandring, tro, udland

This entry was posted on 4. juni 2010 at 06:48 and is filed under Kirke og tro, Portræt. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.