Kirke i Kalmargade

Den syngende flok. Asta ses i den røde trøje nederst til højre.

Christianskirken i Århus besluttede sig for at udnytte at kirkens gulv skulle restaureres, og har i denne uge (24.-30. maj) flyttet deres aktiviteter op i Kalmargade. Her har der været banko, snobrød, fodboldskole og meget andet i løbet af ugen. Folkekirkeinfo var forbi til en gang tirsdagsklub, der denne uge blev holdt om torsdagen, og børnegospel

Af Bo Billeskov Grünberger

Tirsdagsklubben er en velbesøgt og tilbagevendende begivenhed i Christianskirken. Her mødes den ældre generation af kirkegængerne og synger højt og klart fra Højskolesangbogen, spiser hjemmebag og drikker kaffe, mens snakken går henover bordene. Undertegnede var så heldig at komme til at sidde overfor Asta, der stolt erklærede, at hun var den ældste i hele forsamlingen, nemlig 87.

Igennem den times tid der gik med tirsdagsklub blev der sunget et utal af sange fra Højskolesangbogen, til trods for at nogle mente, at den forrige udgave nu er bedre, fordi der var en masse sange i, der er ude af den nye.

Da klokken nærmede sig 16 var der nogen, der spagfærdigt mindede om, at der jo skulle andre ind og bruge lokalerne lige om lidt, men det blev lystigt overhørt og den fungerende pianist, Vera Dohn, spillede op til endnu en sang, hvor der højlydt blev sunget med fra rækkerne, mens et par børn med store øjne kiggede ind gennem vinduerne.

Børnegospel
Da den syngende flok efterhånden havde forladt lokalerne, myldrede det ind med børn og forældre, der skulle deltage i næste arrangement, nemlig børnegospel. Til faste tramp i gulvet, og tonerne fra et keyboard sang og dansede de små sig gennem lovprisning og sang om Gud.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *