- Jeg har altid små sølvkors med, som jeg har bedt Risskov kirke om at samle ind til. De giver tryghed, hvis man har angst.

Tekst: Bo Billeskov Grünberger
Foto: Arne Illeborg

Anna Bojsen-Møller er én af de mange sygehuspræster, der dagligt arbejder i folkekirken rundt omkring i hele landet. Til forskel fra de fleste af hendes kolleger arbejder hun på et psykiatrisk hospital. Det gør hendes arbejdsdag forskellig fra de fleste andre sygehuspræsters.

- Det er sådan, at jeg kommer på afdelingerne en gang om ugen fast, hvor jeg sætter mig i patienternes dagligstue, efter at have spurgt personalet om der er nogle folk jeg særligt skal kigge ind til, forklarer Anna Bojsen-Møller.

- Jeg skal ikke trænge mig på, men jeg skal samtidig være synlig. Det er jo en balancegang, og det er op til patienterne selv om de vil være med. Det kan også være at personalet opdager, at en patient har nogle religiøse overvejelser, eller måske ligefrem religiøse vrangforestillinger. Så spørger de om patienten kunne tænke sig at tale med præsten.

En karriere drevet af nysgerrigheden

Anna Bojsen-Møller har tidligere været såvel lærer på Ry Højskole, som præst i Vestre fængsel.

- Jeg begyndte som præst på Vestre Fængsel. Det gjorde jeg, fordi jeg i min studietid boede på Vesterbro, hvor der var mange narkomaner. På Vesterbro arbejdede jeg med udsatte grupper i Studentersettlementet. Vestre Fængsel lå tæt på, og jeg fik lyst til at være præst på en stor institution, og ved selvsyn se det sted, som narkomanerne fortalte om. Jeg var tilknyttet Apostelkirken på Vesterbro, min sognekirke fra studietiden.

Siden blev hun højskolelærer på Ry højskole, og derefter sognepræst i Veng og Mesing ved Skanderborg.

- Det at være præst for mennesker i krise havde været meget givende menneskeligt, og jeg ville gerne lære mere. Samtidig har jeg som hospitalspræst samarbejdet med mange andre personalegrupper, og det tiltalte mig. Så jeg blev sygehuspræst på det psykiatriske hospital i Risskov.

- Jeg tror man må sige, at noget af det vigtigste der kan drive en, er trangen til vide noget nyt, om livet og om mennesker. Og så synes jeg det er vigtigt og interessant, hvilke religiøse forestillinger man kan have når man er syg. Jeg har fundet ud af i løbet af årene, at det grundlæggende er de samme store eksistentielle problemstillinger, man finder hos psykisk syge, som man finder hos raske mennesker. Skyld, skam, ansvar, tro og tvivl, søgen efter mening i livet, angst for døden. Problemstillingerne bliver måske iklædt et lidt stærkere billedsprog, og det er en udfordring at tolke dette billedsprog i lyset af det religiøse sprog.

Anna Bojsen Møller foran det flotte maleri i kirken på Risskov psykiatriske hospital

Religionen i det offentlige rum
I en tid, hvor religionens rolle i det offentlige rum jævnligt bliver diskuteret, kan det falde nogle folk for brystet, at en præst arbejder på et offentligt sygehus, men her er Anna Bojsen-Møller ikke i tvivl om sygehuspræsternes rolle.

- Det er ikke mit job at missionere og omvende nogen her på stedet. Jeg mener ikke man skal have ændret sin tro, men at man skal have styrket sin tro, slår Anna Bojsen-Møller fast. Men jeg tror nok at man må sige, at vi er meget respekterede, og at institutionerne ikke kan undvære os. Sådan er det blevet i løbet af de 10-20 år vi har været her. Vi er blevet en meget respekteret personalegruppe.

- Jeg tror de fleste er klar over, at religiøse og eksistentielle overvejelser er noget man får massivt, når man bliver indlagt, uanset om det er et almindeligt hospital eller et psykiatrisk hospital. Så jeg har nær sagt, hvor skulle vi sygehuspræster ellers være?

Kirken bruges til mange ting

Kirken på det psykiatriske hospital i Risskov bliver brugt til gudstjenester, også temagudstjenester og musikgudstjenester, på samme måde alle andre kirker landet over. Men det vil måske overraske mange, at den også bliver brugt til mere end det.

- Vi har dåb af udskrevne patienter og af retspsykiatriske patienter, vi har haft personalebryllup her, og vi har haft en patient, der havde været syg i mange år, og som ønskede at holde sit sølvbryllup her. Hun syntes, at når nu hendes ægteskab og familie havde holdt i 25 år, så ville hun gerne starte sin sølvbryllupsfest her. Så det var jo næsten et bryllup, kan man sige.

Derudover har der været holdt både barnedåb og begravelser.

- Vi havde en patient, der blev begravet her for et par måneder siden, og det var meget rørende at se hans kammerater og medpatienter bære kisten. Jeg spurgte ledelsen allerede for fem år siden, fordi en kvindelig patient, som er indlagt fra tid til anden, havde sagt til mig, at hun har været her så ofte, at hun gerne til sin tid vil begraves fra Hospitalskirken.

Trøst, tilgivelse og fred

Ved spørgsmålet om, hvad hun gerne vil se kunne se tilbage på, når hun en dag trækker sig tilbage som præst, bliver Anna Bojsen-Møller stille og tænker sig længe om.

- Først og fremmest at have forkyndt evangeliet her i hospitalskirken, til gudstjeneste på afdelingerne, i samtaler på tomandshånd og i Risskov kirke. Jeg oplever gudstjenesten som det formidable sted, hvor man henter trøst, tilgivelse og fred.  Så hvis jeg har kunnet få mennesker til at mærke trøsten, tilgivelsen fra Gud og Guds fred, uanset hvem de er, så må det være det vigtigste.

Læs også:

Tags: folkekirken, kristendom, tro

This entry was posted on 26. maj 2010 at 13:06 and is filed under Portræt. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.