”Kirken har godt af, at familieskabet føles lidt stærkere. Man ved jo også godt, at der i enhver familie er fætre og kusiner man ikke er lige glad for, eller enig med, og sådan er det også i kirken. Men når der er problemer, så er det vigtigt at man har nogen at diskutere problemerne med, for at høre, hvordan de forholder sig til problemerne og løser dem.”
Af Bo Billeskov Grünberger
Så kontant lyder udmeldingen fra den nyvalgte formand for Det Mellemkirkelige Råd, Hanna Broadbridge.
For nyligt kom Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet med deres årbog, der viser, at mængden af nye kirker og trossamfund som skyder op i Danmark er voksende. Antallet af migrantkirker, altså kirker der holder gudstjeneste på et andet sprog end dansk, er vokset fra 145 i 2004 til 212 i 2008.
”Det er jo helt naturligt når man kommer til et fremmed sted, at man går sammen om det man nu har til fælles med folk fra samme egn og samme religionsforståelse. For religionen, og det har mange danskere svært ved at forstå, er altså det, der bærer igennem når der er vanskeligheder, ensomhed eller forladthed.” siger Hanna Broadbridge.
Større tilslutning til det globale kirkelige landskab
Folkekirkens beslutning om at træde ind i Porvoo fællesskabet udspringer af ønsket om at indgå i disse større fællesskaber..
I 1992 mødtes repræsentanter fra 12 europæiske kirkesamfund i Finland for at se om de ikke kunne blive enige om at danne et fællesskab, der ville gøre det muligt at have et nadverfællesskab mellem sig, og anerkendelse af hinandens præster og biskopper. Efter mødet mødtes man i byen Porvoo og fejrede nadver sammen.
Folkekirken udenfor
Folkekirken valgte i første omgang at holde sig udenfor, da især den anglikanske kirke traditionelt har holdt meget fast på den såkaldte apostolske succession, der er tanken om, at der skal være en ubrudt bisperække helt tilbage til apostlen Peter ved håndspålæggelse under indvielsen af bisper og præster. I den danske folkekirke har man ikke apostolsk succession, og der var desuden også uenighed om kvindelige præster, der i den anglikanske kirke i halvfemserne stadig var stærkt omdiskuteret.
Verden bevæger sig
”Siden halvfemserne er der sket meget indenfor den anglikanske kirke, og den accepterer for eksempel nu også kvindelige præster og snart måske også kvindelige biskopper”, forklarer Hanna Broadbridge.
Den udvikling har gjort, at folkekirken nu godt kan tilslutte sig Porvoo fællesskabet, og i december 2009 blev beslutningen altså taget til at skrive under. Den endelige underskrift forventes at foregå i efteråret.
”Der har ingen problemer været fra briternes side med os, men det var mere os, der var bange for at blive fanget ind af den strammere engelske tolkning af den apostolske succession. Men det tror jeg ikke vi skal være så bange for”, fortæller Hanna Broadbridge, der selv har sit engelske efternavn fra sin engelske mand, Edward Broadbridge.
En stor familie
Hanna Broadbridge ser tværtimod tilslutningen til Porvoo fællesskabet som et signal om, at der i fremtiden kan komme et tættere samarbejde mellem kirkerne i Danmark og i vore nabolande.
”Jeg tror, at kirken i dag har brug for at erkende, at vi er én stor familie. Vi er ikke ens, og det skal vi heller ikke være, for nogle af os er vokset op i Danmark, og andre er vokset op i andre kirkelige kulturer og traditioner andre steder. Men vi er nødt til at finde ud af at stå sammen og bruge hinandens viden og erfaringer – også den teologiske”, forklarer Hanna Broadbridge.
Samarbejde bliver fremtiden mellem kirkerne
”Der er en af stiftrådsmedlemmerne her fra Århus, som oprindeligt kommer fra Canada. Hun sagde, at der hvor hun kommer fra der er der en anglikansk kirke og så er der en luthersk kirke, og når præsten i den ene kirke er på ferie, så tager den anden over. Og de danske kirker i udlandet arbejder jo også sammen med andre kirker, for man har jo ikke andre”, siger Hanna Broadbridge.
”Jeg tror at konsekvensen af det mere spraglede kirkelandskab i Danmark vil være, at folkekirken må åbne mere op for samarbejde med andre kirkesamfund. Det betyder ikke, at vi ikke længere er folkekirke, men det betyder at der forhåbentlig vil komme mere fornyelse og forståelse mellem folkekirken og de andre kirker. Folkekirkens Mellemkirkelige Rås ser sig selv som ambassadører for de danske holdninger og som ambassadør har man en åben dør til det der sker i den nære og fjerne omverden.
Loading ...
Nye kommentarer