- Hvis der er en gud, så er det nu han skal hjælpe!
Det, der ellers kun sker for naboen, og ikke for en selv, var ved at ske. Nygifte Dortes mand var ved at dø. Og Gud hjalp hende. Men først efter at Jørgen var død.
Tekst: Jesper Henning Pedersen
Foto: Arne Illeborg
- Jeg har egentlig altid været ubekymret. Min indstilling har været, at det går nok alt sammen. Jeg skulle bare derudad med mand, børn og job som så mange andre unge mennesker. Jeg levede i en verden, der var lillebitte og meget overskuelig. Indtil smerten og sorgen lukkede den op, og alting blev større.
Dorte Bondgaard Nielsen er 39 år gammel, tidligere formand og nu næstformand for menighedsrådet i Grenå Kirke, og enke. Hendes vej ind i den kristne tro, og dermed også ind i arbejdet i menighedsrådet, kom efter nogle kaotiske år der på alle måder fik hendes liv til at slå en kolbøtte.
- Jeg voksede op i Nordjylland, i Vester Hassing mellem Nr. Sundby og Hals. I et ganske almindeligt hjem som ikke gik for højt op i det der med religion. Min farmor gik i kirke, og det skete da at jeg og mine søskende gik med juleaften. Men det var da også det ?
Dorte vidste ikke hvad hun ville, da skoletiden var forbi. Hun tog et år i huset i Norge og der fik hun en idé til en uddannelse.
- Det var i de år hvor Bertel Haarder ville have især unge kvinder til at uddanne sig til ingeniører.
Der kom sådan et reklameblad, og der var et billede af en ung kvinde med sikkerhedshjelm og gummistøvler på en byggeplads. Så tænkte jeg, at det var da det jeg skulle!
Efter nogle år på Danmarks Ingeniør Akademi var Dorte nu bygningsingeniør. Ligesom alt for mange andre unge kvinder. Sammen med en veninde fik hun en ordning, så de kunne tage dagpengene med til Berlin. Året var 1992, og der var mangel på ingeniører til genopbygning af byen efter murens fald. I tre år arbejdede hun som konstruktør. Men hjemme i Danmark var kæresten Jørgen flyttet til Grenå.
- Jørgen var også ingeniør, og han var vildt optaget af alt med fly. Han havde fået arbejde hos det, der senere blev til Terma. I 1996 kom jeg hjem fra Berlin, som var en verdensby hvor der var vildt gang i alting. Til Grenå, som er en søvnig provinsby. Jeg kan huske at jeg stod på altanen og så ud over alle parcelhushaverne, og tænkte “Nej, det er fuldstændig som mine forældre!” Men jeg fik arbejde i et lokalt ingeniørfirma, og Jørgen og jeg tog hul på vores liv sammen.
Året efter fik Jørgen ondt i sit ene ben. De mente, at det nok bare var en fibersprængning. Men efter 8-9 måneder blev det konstateret, at det drejede sig om en sjælden kræftsygdom der rammer nervesystemet. En sygdom, der ellers kun rammer små børn.
- Sygdommen kom og gik, og jeg troede fuldt og fast at det nok skulle gå. Sådan noget sker jo kun for naboen, og jeg var overbevist om at vi ville klare den. Vores liv var ganske vist ikke som vennernes, med børn og sådan. Men vi levede ellers et normalt liv.
Dorte og Jørgen besluttede, at de ville giftes
- Præsten i Grenå Kirke, Lene Højholt, pressede på for at høre hvorfor det skulle være i en kirke. Jeg ville faktisk også helst bare giftes på rådhuset, for jeg kom jo aldrig i kirken. Men Jørgen stod fast på, at det skulle være et rigtigt bryllup i en kirke. Det var i en kaotisk tid. Jørgen var indlagt, og jeg måtte hente ham på sygehuset og køre ham til samtalen med præsten. Men vi ville giftes, og det blev vi den 17. august 2002. Det var et dejligt bryllup, og vi havde en glad fest med vennerne.
Jørgen blev meget syg igen
- Jeg kan huske at jeg tænkte: “Hvis der er en Gud, så er det nu han skal hjælpe”.
Jørgen døde i maj 2003, efter knap et års ægteskab med Dorte. På opfordring af Dorte blev han bisat af Lene Højholt.
- Jeg mærkede ikke andet end kaos indeni. Der var jo ingenting efter ham, og jeg spurgte mig selv, hvorfor han egentlig overhovedet havde været til. Det hele var jo slut nu.
På etårs-dagen for brylluppet gik Dorte i kirke. Det var søndag, og der var højmesse.
- Jeg følte pludselig en stor lettelse ved at sidde der i kirken og føle mig omfavnet af troen. Fundamentet under mit liv var smuldret, og det var jo også på mange måder selvkonstrueret. Den søndag i kirken mærkede jeg noget ægte. Måske vil nogen sige, at jeg var et nemt offer. Men du beslutter jo selv hvad du vil tro på. Man skal vælge selv. At tro på Gud kom automatisk. Resten kom som et valg ? kirken, det kristne fællesskab og så videre.
Året var 2004, og i efteråret var der valg til menighedsrådet. Dorte lod sig overtale til at stille op, og blev valgt. Da rådet konstituerede sig, blev Dorte dets formand.- Det var ikke fordi jeg havde forestillet mig det var den post jeg skulle have, men på den anden side så havde jeg jo erfaring med at styre byggemøder.
Hvervet som formand har været utroligt spændende, og det har spændt vidt. Fra vurdering af “rygning forbudt” skilte til bygning af sognegård og ansættelse af præster,
- Der kunne godt bruges nogle flere unge i menighedsrådene. Med unge mener jeg yngre end jeg selv er. Blandt andet fordi deres syn på kirken er anderledes. En god blanding af unge og gamle, så kan man få den nødvendige fornyelse i kirken og samtidig bevare det vigtige budskab i kristendommen. Der er også brug for en større åbenhed overfor mennesker som måske i folkekirkens øjne har en mere “alternativ” tro, hvis folkekirken ikke skal lukke sig om sig selv.
- For menighedsrådets arbejde er det vigtigste, at tanken om nærdemokrati bibeholdes. Og så, at rådsarbejdet forgår med åbenhed udadtil og respekt for at alle skal kunne komme til orde..
Dorte ved ikke, om hun vil stille op igen til valget i november. Hun har besluttet at forlade ingeniørfaget, og tager nu en merit-lærer uddannelse på seminarium i Århus.
- Der skulle ske noget nyt i mit liv. Jeg havde lyst til at prøve at blive lærer, som begge mine forældre, der nu er pensionerede. På nogle områder minder lærergerningen om arbejdet i menighedsrådet, med en langt mere humanistisk indgangsvinkel end ingeniørfagets meget konkrete. Folkeskole og folkekirke ? det passer godt sammen.
Hun har ikke fået en ny kæreste, og det smukke hus er sat til salg. I det sidste år af arbejdet i menighedsrådet har hun valgt at være næstformand. Der skal være tid til uddannelsen. Og til eftertanke.
- Lige efter at Jørgen var død, var der en der sagde til mig, at det ville tage et år at komme over det. Sikke noget vrøvl! Jeg kommer aldrig over det. Men Jørgen har givet mig noget for livet. Han tvang mig til at komme i kirke. Det er jeg meget taknemmelig for.
Loading ...
Nye kommentarer