Tekst: Jesper Henning Pedersen
Foto: Arne Illeborg

Peter Sporleder kom hjem fra et halvt år som feltpræst i Irak, og blev efter eget ønske præst i det uroplagede Holme sogn. Fra en slagmark til en anden. Efter eget valg. Præsten befinder sig nemlig godt i en kampzone.

Allerede i gymnasietiden mente han, at valget af fremtid lå enten i kirken eller i militæret. Det var i Ålborg, og det var i 1980erne, og unge Peter Sporleder var begyndt at tænke på livet efter skolen.
- Jeg følte mig draget mod kirken. Ikke at jeg var religiøst opdraget overhovedet, eller havde nogen anden tilknytning. Jeg følte mig bare tiltrukket af kristendommen, og det at blive præst. Ideen kom vist især mens jeg gik til konfirmationsforberedelse. Det var hos domprovst Georg S. Geil, der senere blev biskop i Viborg. Han var meget inspirerende, og fik mig til at søge kirken.
- Efter gymnasietiden trak jeg frinummer, og blev altså ikke indkaldt til militærtjeneste. Så det skulle det altså ikke være. Alligevel ventede jeg lidt, inden jeg tog hul på en uddannelse. Jeg arbejdede og tjente penge, og jeg rejste. I 1992 kom jeg hjem fra USA, og gik så i gang med teologistudiet. Da jeg kom så langt at jeg skulle skrive mit speciale, havde jeg en lille krise. Jeg tog mig noget arbejde igen, og klarede den. I 2000 blev jeg færdig, og klar til at tage fat på livet som præst.

Ud på kanten
I slutningen af studietiden arbejdede Peter Sporleder i en periode i Gallo, en klub for psykiatribrugere. Det var både han og folkene i Gallo begejstrede for, og ønskede en permanent ordning. Biskoppen var for ideen, men Kirkeministeriet var imod. I stedet blev den nyudklækkede præst ansat ved Psykiatrisk Hospital.
- De lidt specielle funktioner tiltaler mig. Jeg befinder mig åbenbart godt, når jeg er sådan lidt ude på kanten af tilværelsen.
Næste embede var ved Ravnsbjerg Kirke i Viby, i en mere traditionel funktion som sognepræst.
- Det var fint, og et godt sted at være. Men jeg manglede de der kanter. Samtidig spøgte de gamle tanker om militæret, og det var derfor logisk for mig at slå de to ting sammen, og blive feltpræst. Jeg drog med de danske styrker til Afghanistan i 2005. Og to år senere til Irak.

Fra Basra til Holme
Tiden blandt de danske styrker i Camp Einherjer i Basra-provinsen blev frustrerende. Nedbrudte soldater, konstante raketangreb og det, som Peter Sporleder opfatter som politisk nøl gjorde opholdet til en prøvelse. Frustrationen blev understreget af en episode omkring hans hjemsendelse. Sporleder og hans afløser som feltpræst valgte at overnatte i lejrens bunker. Det udløste en reprimande fra lejrens kommandant, og en øjeblikkelig hjemsendelse af afløseren. Hjemme i Danmark udtalte Peter Sporleder sig markant og utvetydigt til pressen. Om episoden, om Danmarks krig, om dens feje modstandere hjemme og om politikernes ubeslutsomhed. Men der var flere slagmarker i vente.
- Mens jeg sad i Basra, hørte jeg at en stilling var opslået ledig hjemme i Holme. Jeg kendte den kollega der havde haft jobbet, og jeg vidste at han ønskede at forlade præstetilværelsen på et tidspunkt. Det var altså nu. Det job, det ville jeg have!
Holme Sogn havde i årevis været kendt for uro, manglende samarbejde og kontroverser. Så hvorfor sidde i raketregnen i Basra og drømme sig til netop det job?
- Det samme sagde Kjeld Holm, da jeg ansøgte. Jeg ved det ikke helt. Konkurrenceelementet er stort, og betyder meget. Samtidig vil jeg sige, at jeg gerne tager kampen op hvis jeg tror at jeg kan bringe den til afslutning. Det var i høj grad med til at forme min beslutning.

Valgkampen i Holme Sogn var hård. Fronterne var trukket op, konfrontationerne blev gengivet i pressen. Peter Sporleder så ikke ud til at have opnået sit erklærede ønske om fred og fairness i det plagede sogn.
- Jeg synes at pressen blandede sig på en unfair måde. Det føg med beskyldninger, og jeg blev nok fanget på det forkerte ben et par gange. Jeg var frustreret over den hårde stemning, de fritflyvende rygter og de fastkørte fronter. Vi ønskede jo bare fred, og at komme videre.
Verbale vejsidebomber
Modstanderne mod det siddende menighedsråd vandt valget i november 2008.
- Jeg synes faktisk at vi er kommet godt fra start med det nye menighedsråd. Der er selvfølgelig efterdønninger, men jeg tror at vi er på ret kurs.  Af mine problemer med pressen, og med at blive misforstået i det hele taget, har jeg lært mådehold, når jeg udtaler mig. For ligesom i de kampe, jeg er udsendt til som feltpræst, foretrækker jeg klart den åbne, ærlige kamp, frem for fejheden i for eksempel vejsidebomber. Det gælder også de verbale.
Hvad så med kanterne?
- Jeg har jo en dejlig familie. Min kone Malene er for tiden præst i Odder, og vi har tre børn på snart 11, syv og den lille på et år. Og et job her i Holme, med gode kolleger, og hvor jeg er rigtig glad for at være. Men jeg er jo samtidig feltpræst, blandt andet tilknyttet jægerkorpset. Jeg ser frem til på et tidspunkt måske at kunne komme tilbage til Afghanistan.

Læs også:

Tags: udland

This entry was posted on 21. april 2010 at 09:19 and is filed under Portræt. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.