De kristnes gemmested

20. april 2010

Tekst og foto: Malene Post

Midt i Tyrkiet popper et særpræget landskab frem, der kan få et imponeret ”wow” over læberne på de fleste. Det minder mest af alt om et eventyrligt månelandskab pyntet med flødeskum. Men det er ikke bare smukt – det er også et sted som har hjulpet forfulgte kristne med at skjule sig.

For flere millioner år siden blev Kappadokien svøbt i lava fra tre spruttende vulkaner. Frem til i dag er de besynderlige formationer langsomt blevet formet af vind og vejr, frost og tø. Den porøse lava kaldet tuf gjorde det muligt for mennesker at udhule deres eget hjem.

Husenes bjerg-camouflage blev kun brudt af vinduer, døre og utallige dueslag hvor duerne kunne efterlade deres gødning. Indgangen var ofte højt placeret og kun forbundet med jorden via en stige, som nemt kunne fjernes hvis fjenden kom for tæt på. Området har af flere omgange fungeret som tilflugtssted for forfulgte kristne og har været et gemmested i mere end en forstand.

I de smalle labyrintiske gange kunne fjenden narres ved at rulle en gigantisk sten-dør på tværs

I 1965 opdagede man en række underjordiske byer, mange af dem i op til otte etager under jorden.

I fredelige stunder boede bønderne over jorden, men når der opstod fare kunne både mennesker og dyr søge under jorden og leve uforstyrret i op til et halvt år af gangen.

Der er staldplads til dyrene, rum til vinproduktion, toiletter, køkkener og andre opholdsrum. Etager og rum er forbundet med smalle, klaustrofobiske gange. Og skulle det ske at fjenden slipper ind, er gangene flere steder udstyret med store rullestensdøre, som på bedste Indiana Jones-vis kan blokere for de uvedkommende gæster.

I udkanten af den lille by Göreme ligger et sted, som er med på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Her kan man opleve resterne af et engang aktivt kristent samfund, som fungerede fra omkring år 400 frem til år 1300.

I klostre boede fromme munke og nonner, som flittigt brugte de smukt udsmykkede hulekirker. Indenfor i det svagt oplyste kirkerum mødes man af søjler og et væld af freskoer i alle afskygninger.

I de smalle labyrintiske gange kunne fjenden narres ved at rulle en gigantisk sten-dør på tværs.

De er utrolig velholdte fordi solens lys er begrænset i de kølige huler. Her kunne lægfolk og munke få Bibelens historier fortalt i både ord og billeder. Men udefra ligner kirkerne ligesom de øvrige huse menneskelige termitboer, som falder i et med omgivelserne. Sjældent er natur og kultur set så smukt forenet.

De byzantinske freskoer i loftkuplerne på en af hulekirkerne (Elmalı Kilise) nær Göreme


Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Læs også:

Mindretal i et mindretal
Melkitkirken menes at være en af de første kristne menigheder, som kan dateres tilbage til år 45 e.k...
Pilgrimsvandring i Spanien
Stolt over at have vandret 800 km i hårdt terræn trods sukkersyge og højt kolesteroltal. Ydmyg over ...
Med muren mod ryggen
Jeg sidder med ryggen mod en betonmur og mine øjne forsøger at vænne sig til den skarpe, mellemøstli...
Foredrag om Israel / Palæstinas kamp for identitet
Kristeligt Dagblads Mellemøst-ekspert Allan Sørensen gæster lørdag d. 1. okt Israelsmissionens Unge ...

Tags:

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


Fra forsiden

Kontakt os

Har du en idé til en historie, eller foregår der noget spændende i din kirke som du føler skal udbredes? Så skriv en mail til os

Afstemning

Føler du dig knyttet til din sognekirke?

Loading ... Loading ...


Nye kommentarer