Tekst: Malene Post
Foto: Arne Illeborg
Vi er inviteret til kaffe med en flok århusianske armeniere, der tilhører det kristne armenske trossamfund. Snakken går lystigt. Om at føle sig dansk eller udenlandsk, om vandmeloner uden vand, om røgelse og den danske folkekirke. Historierne vælter frem, når armenierne fortæller om danskerne, og om at være kristen udlænding i Danmark.
Sewan Melkonian, 64 år, boede tidligere i Libanon.
- Danskerne er så høflige. De vil gerne give udtryk for, at de har læst på lektien: “Du spiser ikke svinekød, vel?” spørger de.
Det er frustrerende, at de altid bare går ud fra, at jeg er muslim, fordi jeg er lidt mørkere i huden. Jeg ville ønske, at de bare spurgte, hvem jeg er.
Men det er jo stadig forholdsvist nyt, at der er forskellige kulturer i Danmark.
Jeg tror, der skal et generationsskifte til - man kan ikke bare trylle tolerancen frem ved at knipse med fingrene.
Maria Torkomyan, 61 år, pædagog, boede tidligere i Tyrkiet.
- Jeg kommer meget i Gellerup kirke og føler mig altid velkommen. Her har de indført en armensk tradition: fejring af palmesøndag.
Det foregår sådan, at alle børnene får et stearinlys, de skal pynte med påskeliljer og silkebånd. Sammen med præsten går de ned ad kirkegulvet. Præsten går forrest med Bibelen i den ene hånd og palmeblade i den anden.
Oppe ved alteret sætter børnene lysene i en stage, og præsten læser dagens tekst. Det er en smuk tradition, som jeg er glad for at have givet kirken.
Angel Jadegar, 55 år, pædagog, boede tidligere i Iran.
- “Mit navn er Fatima” stod der i læsebogen, da jeg startede på sprogskolen. Jeg smækkede bogen i og gik. Jeg hedder ikke Fatima - det var hende og Khomeinis islamiske revolution, jeg flygtede fra. Det gjorde ondt, for det var rigtig hårdt at være kristen i Iran.
I Danmark er det nemt, for vi kan holde jul, påske og fastelavn sammen med danskerne. Ærlig talt, så foretrækker jeg en dansk gudstjeneste. Den armenske varer tre timer og menigheden deltager næsten ikke. Og jeg er altid ved at falde i søvn på grund af den tykke røgelse!
Isaac Rustam Ervandian, 32 år, fysioterapeut-studerende, boede tidligere i Armenien.
- For nylig mødte jeg en dansk mand, der spurgte, hvor jeg kom fra. Jeg sagde: “Jeg er dansker”. Han kiggede målløs på mig og sagde: “Hvis du er dansker, hvad er jeg så?” Det tænkte jeg meget over - han havde jo ret. Han hjalp mig faktisk med at søge tilbage til mine kulturelle rødder. Jeg tror alligevel det har været nemmere for mig at integrere mig, fordi vi deler en fælles kristen kulturarv. Jeg kommer i en dansk folkekirke, for det vigtigste er at evangeliet forkyndes. Alt det andet, ritualerne og røgelsen, kommer bagefter.
Koko Torkomyan, selvstændig, boede tidligere i Tyrkiet.
- Jeg kom til Danmark i 1966, hvor der næsten ingen udlændinge var. Folk var venlige og sagde goddag til hinanden i bussen.
Men meget har ændret sig siden da. Dengang var det umuligt at opstøve de varer, som jeg var vant til. En dag fandt jeg endelig en vandmelon hos en grønthandler. Den kostede godt nok 20 kr. (hvilket var mange penge i 1966), men jeg måtte have den.
Men jeg blev skuffet, for dette var en vandmelon uden vand - helt tør og rådden. Danskernes madvaner har ændret sig. Nu spiser de jo mere udenlandsk mad end os!
Hamaiak Khoudi, 64 år, boede tidligere i Iran.
- Armenierne er spredt over hele verden. Jeg blev stoppet flere gange på gaden, da jeg var i New York. Folk hørte mig tale armensk og spurgte: “Er du armenier?” Og så snakkede vi i timevis. Det er det samme i vores forening ? her kommer folk også fra mange steder fra. Det kan man godt mærke, når vi mødes omkring en højtid. Så medbringer vi alle forskellige traditioner, men kernen er den samme - vi er alle armeniere.
Loading ...
Nye kommentarer