Af Hanna Broadbridge, Formand for det mellemkirkelige stiftsudvalg i Århus
Den er endnu den samme,
Har fælles kendingsråb
I hver en folkestamme
Én drot, én tro, én dåb.
Salme nr 334
Sådan synger vi i en meget populær salme i England, der oprindeligt hed: “The Church Is One Foundation” skrevet af den viktorianske præst Samuel John Stone fra Østlondon og med melodi af John Wesleys barnebarn Samuel Wesley. Den gang som nu har ordene til opgave at samle mennesker i det kristne fællesskab og skabe forståelse omkring det vi har tilfælles, om end vor baggrund er forskellig.
I dag har vi her i Danmark små menigheder bestående af tilflyttere, immigranter og flygtninge der forsøger at skabe det trosfællesskab, der er så nødvendigt at have, når livet er svært, når rødderne er revet over, og når usikkerheden føles tung og håbløs. Netop i den situation er det opløftende og trøsterigt at mødes med trosfæller man kender, at mødes i et kirkenetværk, hvis måder man kender og på et sprog der kalder minderne og andre tider og forhold frem i hukommelsen.
Direkte linie tilbage
Mange af disse kirker og menigheder kommer fra gamle kristne lande, ikke mindst i Mellemøsten, hvor man i dag ofte kan være forfulgt netop på grund af sin kristne tro. De kommer med urgamle traditioner og ritualer, der stadig er levende i deres menigheder, med en direkte linie tilbage til det der også er vor egen kristne oprindelse.
Disse mennesker har i deres menigheder det ofte svært, fordi mange af dem stadig er marginaliserede i det danske samfund, og stadig har svært ved at føle sig trygge hos os og i vor kirke med dens traditioner og ritualer. De har det også svært, fordi de ikke har så mange midler til at etablere egen kirke eller bare et kirkerum, at lønne en præst og i det hele taget at få hjulpet de mennesker der i menigheden har brug for hjælp og støtte.
Overraskende resultat
Det er her at vi som medsøstre og medbrødre i et kristent fællesskab har en forpligtelse til at tage sig af dem, både for deres skyld, – de har brug for vor hjælp og viden, – men så sandelig også for vores egen skyld, idet vi kan blive klogere på vore egne rødder.
Sidste år gjorde man op i hovedstadsområdet hvor mange af dem der var i kirke en almindelig søndag var såkaldte “etniske” danskere. Resultatet var noget overraskende: ca. 1/3 af dem der sad på kirkebænkene var ikke etniske danskere, og optællingen skete i danske folkekirker!
Tæt på rødderne
I mange år har jeg haft en drøm, som gik ud på at få den danske folkekirke til at engagere sig i disse “nye” kirker og menigheder, som efterhånden har slået rod hos os, og som i fremtiden vil være en del af det samlede danske kirkelandskab. Tænk sig, hvis man som folkekirke kunne blive kontaktkirke for en urgammel kirke og dens menighed, og komme tæt ind på de teologiske rødder vi knap kender i dag. Tænk hvilken kristen mangfoldighed vi kunne møde, tænk hvilken historisk berigelse det kunne blive, tænk hvilken glæde det ville være at komme tæt på kilden.
Min drøm kan måske gå i opfyldelse, hvis mødet på Diakonhøjskolen lykkes. Her håber vi at mange interesserede fra folkekirkemenigheder og migrantmenigheder vil deltage, netop for at blive klogere på vore muligheder for kontakt, samarbejde og måske fællesskab menighederne i mellem. Ikke for at blive ens, men for at vise mangfoldigheden i kristendommen, præget som den jo er af geografi, kultur, samfund og tid.
Loading ...
Nye kommentarer